EFTERSPIL er det sidste bind i AGENDA-trilogien om forfatteren og efterforskeren Thor Thomsen.

I romanen følger vi Thors arbejde med den nye roman, ”Manden på bjerget”, samtidig med, at hans eget liv hvirvles ind i nye problemer.
Han er kommet sig godt ovenpå sin alvorlige sygdom, men et psykiske efterspil bryder uventet ud og udfordrer ham. Han kan ikke overskue sit liv og kommer derved til at drage nogle slutninger, som viser sig at få alvorlige konsekvenser. Han trækker stikket og rejser til New York. Han har brug for at finde sig selv og få ro til at skrive.

I sit frivillige eksil i strandhuset på Long Island er han ved at finde sig til rette, og der sker en masse omkring ham. Men han har svært ved at få ordentligt hul på romanen igen, fordi den hele tiden vil føre ham i en anden retning end den, han har bestemt sig for. Forløsningen kommer først, da han for alvor giver slip på kontrollen over sit liv.

Et uventet telefonopkald fra Danmark kommer til at sætte en ny agenda, og han må rejse hjem igen.

Thor er fanget i et dilemma mellem to kvinder, og det kommer til at ændre hans liv for altid. Samtidig dukker der nye oplysninger op i en gammel sag.
Et møde med den fængslede Christian Lund får Thors tillid til nogle nære personer, til at vakle. Det fører til en alvorlig konfrontation, hvor alle de løse ender i svindelaffæren omkring T.T.Webb & co bliver sat i relief, og alle brikkerne i sagen falder på plads.

EFTERSPIL 2020
ISBN 978-87-972036-2-0

Læs første kapitel af EFTERSPIL

Maj 2016 – Thor

”DET VAR I GRUNDEN noget helt andet, jeg ville til at skrive,” sagde Thor, mens han lænede sig frem, tog den musselmalede kaffekop på det lille bord på forlæggerens kontor og drak en mundfuld.

”Alligevel bliver det den her roman, jeg skriver næste gang.”

Thor så over på sin redaktør, Torben Juhl, som sad eftertænksom og drejede sin frimurerring med det røde malteserkors på sin venstre hånds pegefinger. Han virkede fraværende, tænkte Thor, men det skulle man ikke lade sig narre af. Han var nærværende og til stede på sin helt egen måde.

”Hvornår bliver du færdig med den?”

Thor fortsatte: ”Det er for tidligt at sige. Det er et godt stykke tid siden, jeg har haft fat i noterne om fortællingen. Og sjovt nok så skrev jeg de første kapitler på det tidspunkt, hvor vi arkiverede alle dokumentfilerne på disketter. Utroligt, som udviklingen har taget fart. Efter flere computerskift og diskettens død stod jeg en dag og skulle til at køre min gamle Macintosh Performa 5400/160 til lossepladsens bur for kasseret elektronik, da jeg lige en sidste gang ville tjekke, om der lå noget, som jeg ikke havde fået overført til en anden computer, inden denne her skulle pensioneres. Ganske rigtigt lå der flere tekstfragmenter, som jeg ikke havde glemt, men egentlig var af den opfattelse, at jeg havde print af et eller andet sted. Det havde jeg så bare ikke. De var røget ud som småt brændbart, da jeg flyttede fra mit hus i Hvinningdal. Jeg satte computeren ind i reolen igen på mit lille lager i kælderen til stor diskussion mellem Anne og mig. Vi har ikke helt den samme opfattelse af at smide ting ud. Jeg sagde til hende, at jeg bare lige skulle finde en ledning til denne oldsag af en computer. Det viste sig imidlertid at være en noget større udfordring end forventet. Derfor sidder jeg så nu og taster alt det hele ind i min bærbare fra skærmbilledet på den gamle computer. Netop den historie har spøgt længe i mine tanker og vil ikke rigtig slippe mig. De mennesker, der kunne være blevet berørt af historien, er døde og borte, og ingen kender i dag den egentlige baggrund for denne skæbnefortælling.”

Torben Juhl foldede sine hænder bag hovedet og strakte sig i den magelige lænestol, mens han kiggede intenst over på Thor. Der var noget i hans blik, som virkede anderledes.

”Thor, det lyder alt sammen yderst interessant. Men nu skal du høre,” sagde Juhl og tog hænderne væk fra nakken igen, mens han skød skuldrene op et par gange, som for at løsne en infiltration i nakken. ”Der er faktisk en grund til, at jeg har bedt dig komme i dag.” Der opstod en kort pause, mens han fandt sin brilleklud frem fra jakkelommen og gav sig til at pudse sine briller. ”Jeg vil, at du skal høre det her fra min egen mund.”

”Torben, det her er ikke, hvad jeg tror, du vil til at sige, vel?” sagde Thor og mærkede en bekymring vokse indeni. Torben Juhl tog sine briller på igen, foldede brillekluden sammen og lagde den i bukselommen. Han kiggede med en alvorsmine over på Thor.

”Vi er blevet opkøbt af Forlagsgruppen. Det bliver offentliggjort i morgen. Som du ved, har vi forskellige økonomiske interesser repræsenteret i bestyrelsen, blandt andet vores svenske hovedaktionær, Magnus Berggren. For et halvt år siden meldte han ud, at han var klar til at sælge sin aktiepost til en kapitalstærk forlagsvirksomhed, hvis en sådan skulle melde sig på banen. Han mente, det var sidste udkald, hvis vi skulle nå at score en pæn gevinst af vores investerede kapital. Bogmarkedet er klemt, og noget skulle også ske, hvis vi stadigvæk skulle kunne holde os på toppen. Men det viste sig, at han allerede havde ladet et diskret rygte sive i nogle finansielle inderkredse; for kun en uge efter bestyrelsesmødet begyndte der at dukke flere interessante købstilbud op. Det sidste halve år har vi derfor skullet forholde os til en del seriøse købstilbud, og vi har holdt mange møder med potentielle købere. Men her på vores sidste bestyrelsesmøde for en uge siden besluttede et flertal så at sige ja tak til Forlagsgruppens tilbud. Det var ikke min oplagte favorit, men flertallet havde talt.”

”Hvilke konsekvenser får det for dig og for os forfattere?”

”For jer forfattere får det i første omgang ingen betydning, siger de. Men den nye ledelse i Forlagsgruppen vil snarest indkalde til et møde med vores hovedforfattere, og de øvrige vil blive orienteret skriftligt. Jeg ved, at I alle vil blive præsenteret for nogle nye kontrakter. Nok har de købt os og den profil, som vi er kendt på. Men, hvis jeg kender min konkurrent ret, så vil der også blive skåret ind til benet og strammet meget op. Sagt med andre ord, så skal du indstille dig på nogle helt andre og krævende arbejdsbetingelser. Skal jeg sige det på en anden måde, så ryger den litterære, kunstneriske vinkel på bålet og erstattes af en noget mere hardcore forretningsorienteret model. Der skal tjenes penge, og her vil man prioritere bestseller- og robotlitteraturen i langt højere grad, end vi har gjort under min ledelse. Ikke at vi ikke har tjent penge, det har vi, men vi skal strømlines og tilpasse os de nye markedsmekanismer, som råder inden for vores branche. Det ligger i kortene med den nye ledelse, som præsenteres i morgen.”

”Hvad med dig selv? Hvor er du henne i den nye konstellation?”

”Jeg er ude.”

”Nej, Torben, det må du ikke være.”

”Jeg har nået en alder, hvor jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke orker at skulle til at ændre min grundindstilling til, hvordan et forlag skal drives. Jeg har en rimelig aftrædelsesordning, så økonomisk skal jeg nok klare mig.
Så har jeg jo også mine tillidshverv i logen, som jeg kan komme til at bruge endnu mere tid på.”

”For pokker, Torben, jeg har ikke lyst til at arbejde med andre end dig. Vi to har udviklet et helt særligt makkerskab gennem årene. Og så rejser du bare …” Thor kunne mærke, at den glæde han havde følt, da han parkerede sin hvide MK2 på forlagets parkeringsplads i den indre gård og havde taget elevatoren op til Torben Juhls hyggelige kontor på anden sal, med ét var forsvundet. Det føltes, som om han var blevet amputeret med udsigten til Torbens exit fra forlaget.

”Thor, giv det en chance, vil du ikke nok?”

”Jeg har ikke lyst til at skulle lære vores konkurrent at kende. Jeg har læst om deres arbejdsmetoder og hørt om det fra nogle af mine kolleger, som udkommer på Forlagsgruppen.”

”De har i mange år været branchens ”Bad Guys”, men de har formået at tjene penge. Det har knebet for os andre mere traditionelt og – i deres optik – gammeldags ledede forlag. Jeg er også ked af at skulle slippe tøjlerne, fordi jeg har følt en slags familieskab med jer forfattere. I er mine litterære børn.”

Thor sad lidt og kiggede sig rundt på det smukke kontor, som skulle han en sidste gang indsnuse atmosfæren.

”Skal vi ikke starte for os selv? Du og jeg. Jeg har penge, som jeg kan skyde ind i det. Du har det bedste navn i branchen og et godt øje for at finde gode forfattere og en kæmpe erfaring.”

”Under andre omstændigheder kunne det være en god idé. Men i min konkurrenceklausul er jeg bastet og bundet. Der vil blive opkrævet en eksorbitant stor, konventionel bod, hvis jeg fremover rører ved forlagsbranchen. Ikke mindst så vil hele min fratrædelsesgodtgørelse blive annulleret. Så, nej tak! Men det er en pæn tanke af dig, at du gerne vil have mig med ombord. Jeg tror imidlertid, det vil kræve alt for mange ressourcer at starte op. Konkurrencen er for hård, og man vil fra Forlagsgruppens side iværksætte alle midler i forsøget på at forhindre, at det vil kunne lykkes for os. Nej, Thor, du skal bruge din tid og dine kræfter på at skrive og på at komme dig efter din sygdom, og ikke mindst skal du være sammen med din nye, dejlige familie. Lad de andre om at drive forlag.”

”Jeg har bare svært ved at se mig selv i det uden dig ved roret.”

”Ingen er uundværlige, Thor, heller ikke jeg.”